Eurovision Song Contest 2013

I dag (fredag) er der 85 dage til Eurovision bliver skudt gang i Malmö, og 88 dage til den store finale. 

Som sagt, har jeg i mange år været meget interesseret i denne årlige begivenhed. Og for mig er det vigtigt, at vi har en god sang, at bidrage med. Siden 2010 hvor vi havde en utrolig god sang, var jeg overbevidst om, at vi skulle gå hjem med sejren. Jeg var utrolig skuffet, da vi tabte til Tyskland det år, hvis sang jeg ikke var imponeret af. Året efter havde vi en ret god sang, men Azerbaijan vandt.
Endnu engang så kritisk som jeg er, synes jeg den mindede lidt om den måde vores repræsentanter fra 2010 performede på scenen. Så det virkede kliché i mine øjne. Og jeg havde for det andet aldrig hørt om landet, før de vandt. I år afholdes den store begivenhed, som sagt, i Malmö – fordi Sverige vandt sidste års Eurovision. Velfortjent!

Mange mener vores sang er en kliché af Sveriges vinder fra sidste år. Personligt mener jeg, at måden med, at være i afslappet tøj og barfodet på scenen har en lille parallel. Men sangen er langt fra den samme, og jeg håber så inderligt, at denne gang er det vores tur til, at stå med sejren som vi gjorde for 13 år siden, da Brødrene Olsen vandt i Stockholm. Så er dette et tegn, nu hvor vi er tilbage i Sverige? Er heldet med os igen?

Så sent som i går læste jeg en artikel på BT, at bookmakerne mener at Danmark vinder. Efter vores top placering, ligger vores kære naboer, Norge på den 2. plads. Og på 3. pladsen Rusland.
Jeg krydser i hvert fald alt hvad der kan krydses den 21. maj.


/ Pernille.

Eventyret om Ejnar

"Der var engang en ung mand, som hed Ejnar Sideben. Han boede i den store individualistskov, hvor de fleste hytter deres eget skind, men Ejnar, som var meget fattig, havde ikke noget skind at hytte af. Men det er der jo så mange, der ikke har, men som alligevel får livet til at ligne en dans på roser. Ejnar sad blot i sit træ og plagede sine naboer med en evindelig klynken over mangel på indhold i sit liv, hylede og skreg af medlidenhed fra morgen til aften."

Således starter J.P. Kolroys eventyrlige eventyr og dermed er historien i teaterstykket "Eventyret om Ejnar" sat igang. Dette teaterstykke handler om en mand ved navn Ejnar, som kun har interesse i sin egen lykke og sig selv. Hans nabo Grete har haft ham som sit plejebarn i 20 år. En dag får Grete nok af Ejnar og trækker ham derfor med til et af bogklubbens arrangementer, som hun står for. Efter at være gået fra mødet i kedsomhed går Ejnar på jagt efter bøger om rigdom på biblioteket. Her møder han bibliotikaren Biblo, som giver ham en bog, der ændrer hans liv. Biblo er ikke en helt normal bibliotikar, men sidder, ligesom sin far gjorde det, inde i en bog for at tage vel imod dem, som læser den. Denne gang tog hun imod Ejnar og sender ham ud på en rejse gennem bogen. I teaterstykket følger vi Ejnars færd igennem bogen, hvor han møder en forførende grim heks, en dværg med ét hoved og to fingre, Bjørn Henriksen og Ravnene.
Dette teaterstykke er et abstract, men utrolig sjovt stykke, som varmer en om hjertet. Selvom det ikke er en musical er der plads til både dans, sang og syret musik. Desuden er det skrevet af Line Knutzon.
Grunden til, jeg skriver om dette teaterstykke, er, at jeg er med i en teatergruppe på Esbjerg Kulturskole, som hedder kompagniet. Vi spiller dette stykke og det er virkelig et hjertevarmt og hyggeligt stykke. Hvis i er interesserede i at se stykket (eller bare være en opbakning for mig), så spiller vi på følgende tidpunkter:
Søndag d. 24 februar klokken 19.00 (premiere)
Mandag d. 25 februar klokken 19.00
Tirsdag d. 26 februar klokken 16.00
Det koster kun 30 kr. for at se stykket og billetterne bliver solgt i døren. Jeg håber på, at det er noget, som i vil overveje at tage ind og se, for det er helt bestemt det værd. Man bliver glad af at se stykket og så kommer man jo også ud og er lidt kulturel. ;-)
GOD VINTERFERIE!
- Emilie

Tak for blomster!

Kære 2r

Tusind tak for blomster, chokolade (Mmmm.) og ikke mindst tegninger.
Hvor er I bare søde!!!!
I betyder bare noget helt specielt for mig, og jeg GLÆDER mig til at se jer efter ferien.
God sommer
- Line

Det bedste valg i mit liv..

Det er næsten to år siden at jeg besluttede mig at jeg skulle blive udvekslingsstudent, min mor troede den var en joke, men jeg var meget alvorlig. Det var den 4 oktober 2010 da jeg har tilmeldte til AFS Intercultura. Portugal var min første valg, jeg ville så meget gerne tage der og jeg havde også begyndt at laere sproget. Men en dag, den 16 februar 2011, jeg fik en email. “AFS Intercultura vil gerne informerer Lucia Previati at hun har vundet en stipendium til et år i Danmark”. ET ÅR I DANMARK. Det var et chok! Jeg vidste ingenting om Danmark, kun at man taler dansk og det er en lille land. Jeg var også spændt, men forvirret og nervøs. Hvorfor ikke Portugal? Hvorfor skal jeg tage til Danmark? Det er koldt, og de taler mærkeligt, og de er koldt mennesker.

Jeg har taget afsted glade og bange, jeg var i gang med at forlade min familie for et år, mine venner og mit land, for et land hvor jeg kendt ingen og ingenting.

Da vi kom til København det var varmt, og så jeg sagde til migselv “Måske Danmark er ikke så dårlig som jeg trøde”

De første to uger var rigtig meget svært, “Jeg forstår ikke, hvad er det mærkelig sprog her? Hvorfor krammer de ikke hinanden?”

Skolen har været min frelse, jeg har mødte min klasse og den første ting jeg kan huske var Anna spørger mig “Vil du have kagen?” og så kom Rosa “Kan du sige nogle på italiensk med R?”

Engelsk var den eneste måde for at kommuniker sammen, og det gik godt, men dansk var altid det første sprog, og det var min mål. Jeg skulle lære dansk.

Og så kommer Jul og Nyt År, “Hvorfor er Jul den 24 december? Hvorfor skal vi danse rundt træ? Jeg savner min bedstemors pasta. Ris ala mande, hvad er det?”

6 måneder i Danmark i Februar, “F*** jeg er halv vej. Jeg skal hjem snart, nej!”

Studietur i Rom, Påske uden påskeæg og frokost ikke hos min farmor men frokost med min dansk familie og rugbrød med leverpostej.

Skolen er næsten færdig, og countdown for at tage tilbage er begyndt. Jeg har ca. 50 dager tilbage, det er ingenting hvis vi tænker om da de var 300 tilbage. Jeg er bange for at tage tilbage, at forlade Danmark, at begynder igen med mit gammel livet. Jeg har en dejlig klasse med søde mennesker og en god miljø, ting jeg havde ikke i Italien.

Jeg ville blive en udvekslingsstudent for at slippe fra Italien og mit livet. Og nu, når jeg ser at jeg har tilbage kun 50 dager, jeg kan kun tænke, “NEJ”.

TAK for alt, tak fordi I har været søde og hjælpsom med mig, og jeg vil aldrig glemme jer. Nu jeg har TO familier, TO klasser, dobbelt så meget venner og TO sproge. Jeg kommer tilbage SNART, måske ikke så snart, men jeg kommer tilbage.  

Tis, tis og cykelløb

På drengetoilettet til café forleden fik jeg endelig idéen til mit blogindlæg. Jeg skulle jo tisse, og det var en smal sag, men det ledte mine tanker hen på de stakkels cykelryttere, som ikke har det så nemt. Når der ikke lige er tid til et stop i vejgrøften, så må de jo gøre det, mens de cykler. Og ja! Til det må jeg sige, at det altså er lidt af udfordring…

Det måtte Chris Anker Sørensen også erfare på egen krop i Tour de France. Han sagde efter en etape ”Det var en modbydelig lortedag. Der var en eller anden spaniak, der ikke har lært, at man ikke skal pisse imod vinden, så jeg fik pis på mine ben.”

Nu hvor vi er ved cykling, så vil jeg have lov at udtrykke min ærgrelse over, at der ikke er flere, der ser Tour de France. For Tour de France er MEGET, meget mere end bare en flok mænd med barberede ben, der bruger deres sommerferie på at trille rundt i Frankrig. Tour de France er en kæmpe families rejse på godt og ondt. Den ene dag kører en rytter kynisk fra en anden og vinder hæderen – Den Næste dag hjælper folk i fællesskab hinanden over Europas stejleste bjerge på tværs af hold og nationaliteter. Tour de France er Jørgen Leths poetiske beskrivelser af de pragtfulde landskaber og hans finurlige fortællinger om alt fra oste til krige. Tour de France er spænding og sport i kulturens og historiens arena. Dét gør Tour de France til noget helt specielt.

Men cykelløb er meget mere end sommerens Tour de France. Foråret er spækket med de berømte klassikere. 200 ryttere begiver sig af sted i et frygtindgydende terræn spækket med plaskvåde brosten, og løbene er lange og udmattende. Det hele foregår på én dag, så alt er åbent. Alle kæmper for sejren på dagen. Ingen sparer kræfter, så der bliver aldrig ro i feltet. Løbene er fulde af dynamik, og folk stikker af til højre og venstre. Forårsklassikerne er lige modsat Tour de France. Ryttere, der spiller en mindre rolle i Touren, har nu muligheden for at vise sig frem, og løbet bliver ikke passiviseret, da de kun har én chance. Der er garanti for spænding hvert eneste sekund.

Kan du så få tændt for fjernsynet kl. 14:55 på søndag og se TV2! Der bliver kørt Liège – Bastogne – Liège i Ardennerne - Belgiens smukke bjerglandskab. Og ja. Det er der kiksene kommer fra. Hvis du ikke har fået nok efter det, så er det bare af sted til Herning d. 5. maj for at overvære starten på verdens næststørste etapeløb Giro d’Italia.

Du kan fint nå hjem til klassefesten!

Et sært fænomen

Jeg kommer ofte ud for et sjovt fænomen, hvor jeg “ser ting, som de faktisk er”. Det lyder underligt, men jeg tror måske, at mange kender det. Ofte sker det for mig ved ord, jeg har brugt meget inden for kort tid, eller som jeg har tænkt meget over. Dette medfører en forvrængning af den oprindelige opfattelse af tingen, hvor jeg pludselig ser den på en helt anden måde. Til dette fænomen skrev jeg engang et lille stykke tekst, der - i hvert fald for mig - fremkalder dette hver gang.

Sær

Man er først sær, når man ikke ved, at man er sær. Hvis man ved, at man er sær, kunne man jo gøre noget ved, at man er sær. Det ville selvfølgelig være sært, hvis man ikke gjorde noget ved, at man er sær, når man godt ved, at man er sær. Hvis man ikke gør noget ved, at man er sær, er det måske, fordi man gerne vil være sær. Hvis man gerne vil være sær, så er man også lidt sær. Hvis de, som gerne vil være sære, er sære, så ved de det nok ikke, fordi de gerne vil opnå at være sære. Når de ikke ved, at de er sære, er de sære.

Det giver måske ikke meget mening, men ser ordet “sær” ikke meget sært ud?

Det kom til mig som et lyn fra en klar himmel.

Af Kasper Fyhn Jacobsen, skrevet fredag d. 7 januar 2011

Nu ved jeg ikke, om nogen kan følge mig, eller om I bare synes, at jeg er sær. Jeg ved ikke, om dette overhovedet er en reel ting og har et navn, eller om det er noget, jeg bilder mig selv ind, men det sker af og til for mig. Derfor ville jeg prøve at undersøge sagen ved at bruge mit blogindlæg på det.

Alle klasser har:

Jeg fralægger mig ethvert ansvar !

(ps. JEG GLÆDER MIG TIL ROOOOOOOOOOOOOOOOM !)