søndag den 13. november 2011

Hvad kan man egentlig bruge en blog til?

At dele sine tanker og oplevelser med andre. Kuk-kuk. Ja okay, så langt, så godt men hvorfor så lige en blog? Hvorfor så ikke dele det med en ven? Hvorfor ikke spytte noget ud på Facebook?
Svaret har jeg ikke.
Jeg kan uden problemer forstå hvorfor man vil dele en oplevelse, holdning eller tanke med venner og, ja, endda fremmede, hvis man måske ønsker lidt feedback, på hvad man har at sige, men sværere er det for mig at forstå, hvorfor man kunne ønske sig at dele sit væsen, sin private ligegyldig hverdag med alverdens tilfældige mennesker i Danmark.
Alle kan jo få adgang til en blog, og alle kan læse hvad du har at skrive, og de vil gøre sig tanker om det, eventuelt fordømme, når de læser dit værk.
Jeg må da indrømme, at jeg er særdeles ligeglad med (Nu digter jeg men ikke langt fra sandheden) om Britta fra Varde skriver på sin blog, hvordan hun glæder sig til sin ferie på Læsø, uploader et billede om det hun tager med på rejsen (og dét er ikke digtet) - så har hun forresten også bagt en kage!
Se, Jeg fordømmer allerede. Man kan mærke det i min tekst, men sådan er det, når man vælger at skrive og læse blogs. Folk gør sig tanker, danner meninger, om de er gode eller ej.
Nu tænker nogen sikkert "Jamen Dobbelt-A, hvis du er så ligeglad - så la' da vær' læse blogs."
Det var da et fremragende råd! Det vil jeg følge lige, så snart jeg er færdig her.
Måske er der dem der tænker "Jamen Dobbelt-A, Jeg er da også ligeglad med dit blogindlæg!"
Dertil har jeg bare at sige: Du og jeg - vi er ens!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar