torsdag den 19. april 2012

Tis, tis og cykelløb

På drengetoilettet til café forleden fik jeg endelig idéen til mit blogindlæg. Jeg skulle jo tisse, og det var en smal sag, men det ledte mine tanker hen på de stakkels cykelryttere, som ikke har det så nemt. Når der ikke lige er tid til et stop i vejgrøften, så må de jo gøre det, mens de cykler. Og ja! Til det må jeg sige, at det altså er lidt af udfordring…

Det måtte Chris Anker Sørensen også erfare på egen krop i Tour de France. Han sagde efter en etape ”Det var en modbydelig lortedag. Der var en eller anden spaniak, der ikke har lært, at man ikke skal pisse imod vinden, så jeg fik pis på mine ben.”

Nu hvor vi er ved cykling, så vil jeg have lov at udtrykke min ærgrelse over, at der ikke er flere, der ser Tour de France. For Tour de France er MEGET, meget mere end bare en flok mænd med barberede ben, der bruger deres sommerferie på at trille rundt i Frankrig. Tour de France er en kæmpe families rejse på godt og ondt. Den ene dag kører en rytter kynisk fra en anden og vinder hæderen – Den Næste dag hjælper folk i fællesskab hinanden over Europas stejleste bjerge på tværs af hold og nationaliteter. Tour de France er Jørgen Leths poetiske beskrivelser af de pragtfulde landskaber og hans finurlige fortællinger om alt fra oste til krige. Tour de France er spænding og sport i kulturens og historiens arena. Dét gør Tour de France til noget helt specielt.

Men cykelløb er meget mere end sommerens Tour de France. Foråret er spækket med de berømte klassikere. 200 ryttere begiver sig af sted i et frygtindgydende terræn spækket med plaskvåde brosten, og løbene er lange og udmattende. Det hele foregår på én dag, så alt er åbent. Alle kæmper for sejren på dagen. Ingen sparer kræfter, så der bliver aldrig ro i feltet. Løbene er fulde af dynamik, og folk stikker af til højre og venstre. Forårsklassikerne er lige modsat Tour de France. Ryttere, der spiller en mindre rolle i Touren, har nu muligheden for at vise sig frem, og løbet bliver ikke passiviseret, da de kun har én chance. Der er garanti for spænding hvert eneste sekund.

Kan du så få tændt for fjernsynet kl. 14:55 på søndag og se TV2! Der bliver kørt Liège – Bastogne – Liège i Ardennerne - Belgiens smukke bjerglandskab. Og ja. Det er der kiksene kommer fra. Hvis du ikke har fået nok efter det, så er det bare af sted til Herning d. 5. maj for at overvære starten på verdens næststørste etapeløb Giro d’Italia.

Du kan fint nå hjem til klassefesten!

onsdag den 11. april 2012

Et sært fænomen

Jeg kommer ofte ud for et sjovt fænomen, hvor jeg “ser ting, som de faktisk er”. Det lyder underligt, men jeg tror måske, at mange kender det. Ofte sker det for mig ved ord, jeg har brugt meget inden for kort tid, eller som jeg har tænkt meget over. Dette medfører en forvrængning af den oprindelige opfattelse af tingen, hvor jeg pludselig ser den på en helt anden måde. Til dette fænomen skrev jeg engang et lille stykke tekst, der - i hvert fald for mig - fremkalder dette hver gang.


Sær


Man er først sær, når man ikke ved, at man er sær. Hvis man ved, at man er sær, kunne man jo gøre noget ved, at man er sær. Det ville selvfølgelig være sært, hvis man ikke gjorde noget ved, at man er sær, når man godt ved, at man er sær. Hvis man ikke gør noget ved, at man er sær, er det måske, fordi man gerne vil være sær. Hvis man gerne vil være sær, så er man også lidt sær. Hvis de, som gerne vil være sære, er sære, så ved de det nok ikke, fordi de gerne vil opnå at være sære. Når de ikke ved, at de er sære, er de sære.


Det giver måske ikke meget mening, men ser ordet “sær” ikke meget sært ud?


Det kom til mig som et lyn fra en klar himmel.


Af Kasper Fyhn Jacobsen, skrevet fredag d. 7 januar 2011


Nu ved jeg ikke, om nogen kan følge mig, eller om I bare synes, at jeg er sær. Jeg ved ikke, om dette overhovedet er en reel ting og har et navn, eller om det er noget, jeg bilder mig selv ind, men det sker af og til for mig. Derfor ville jeg prøve at undersøge sagen ved at bruge mit blogindlæg på det.