Et sært fænomen

Jeg kommer ofte ud for et sjovt fænomen, hvor jeg “ser ting, som de faktisk er”. Det lyder underligt, men jeg tror måske, at mange kender det. Ofte sker det for mig ved ord, jeg har brugt meget inden for kort tid, eller som jeg har tænkt meget over. Dette medfører en forvrængning af den oprindelige opfattelse af tingen, hvor jeg pludselig ser den på en helt anden måde. Til dette fænomen skrev jeg engang et lille stykke tekst, der - i hvert fald for mig - fremkalder dette hver gang.

Sær

Man er først sær, når man ikke ved, at man er sær. Hvis man ved, at man er sær, kunne man jo gøre noget ved, at man er sær. Det ville selvfølgelig være sært, hvis man ikke gjorde noget ved, at man er sær, når man godt ved, at man er sær. Hvis man ikke gør noget ved, at man er sær, er det måske, fordi man gerne vil være sær. Hvis man gerne vil være sær, så er man også lidt sær. Hvis de, som gerne vil være sære, er sære, så ved de det nok ikke, fordi de gerne vil opnå at være sære. Når de ikke ved, at de er sære, er de sære.

Det giver måske ikke meget mening, men ser ordet “sær” ikke meget sært ud?

Det kom til mig som et lyn fra en klar himmel.

Af Kasper Fyhn Jacobsen, skrevet fredag d. 7 januar 2011

Nu ved jeg ikke, om nogen kan følge mig, eller om I bare synes, at jeg er sær. Jeg ved ikke, om dette overhovedet er en reel ting og har et navn, eller om det er noget, jeg bilder mig selv ind, men det sker af og til for mig. Derfor ville jeg prøve at undersøge sagen ved at bruge mit blogindlæg på det.