Det bedste valg i mit liv..

Det er næsten to år siden at jeg besluttede mig at jeg skulle blive udvekslingsstudent, min mor troede den var en joke, men jeg var meget alvorlig. Det var den 4 oktober 2010 da jeg har tilmeldte til AFS Intercultura. Portugal var min første valg, jeg ville så meget gerne tage der og jeg havde også begyndt at laere sproget. Men en dag, den 16 februar 2011, jeg fik en email. “AFS Intercultura vil gerne informerer Lucia Previati at hun har vundet en stipendium til et år i Danmark”. ET ÅR I DANMARK. Det var et chok! Jeg vidste ingenting om Danmark, kun at man taler dansk og det er en lille land. Jeg var også spændt, men forvirret og nervøs. Hvorfor ikke Portugal? Hvorfor skal jeg tage til Danmark? Det er koldt, og de taler mærkeligt, og de er koldt mennesker.

Jeg har taget afsted glade og bange, jeg var i gang med at forlade min familie for et år, mine venner og mit land, for et land hvor jeg kendt ingen og ingenting.

Da vi kom til København det var varmt, og så jeg sagde til migselv “Måske Danmark er ikke så dårlig som jeg trøde”

De første to uger var rigtig meget svært, “Jeg forstår ikke, hvad er det mærkelig sprog her? Hvorfor krammer de ikke hinanden?”

Skolen har været min frelse, jeg har mødte min klasse og den første ting jeg kan huske var Anna spørger mig “Vil du have kagen?” og så kom Rosa “Kan du sige nogle på italiensk med R?”

Engelsk var den eneste måde for at kommuniker sammen, og det gik godt, men dansk var altid det første sprog, og det var min mål. Jeg skulle lære dansk.

Og så kommer Jul og Nyt År, “Hvorfor er Jul den 24 december? Hvorfor skal vi danse rundt træ? Jeg savner min bedstemors pasta. Ris ala mande, hvad er det?”

6 måneder i Danmark i Februar, “F*** jeg er halv vej. Jeg skal hjem snart, nej!”

Studietur i Rom, Påske uden påskeæg og frokost ikke hos min farmor men frokost med min dansk familie og rugbrød med leverpostej.

Skolen er næsten færdig, og countdown for at tage tilbage er begyndt. Jeg har ca. 50 dager tilbage, det er ingenting hvis vi tænker om da de var 300 tilbage. Jeg er bange for at tage tilbage, at forlade Danmark, at begynder igen med mit gammel livet. Jeg har en dejlig klasse med søde mennesker og en god miljø, ting jeg havde ikke i Italien.

Jeg ville blive en udvekslingsstudent for at slippe fra Italien og mit livet. Og nu, når jeg ser at jeg har tilbage kun 50 dager, jeg kan kun tænke, “NEJ”.

TAK for alt, tak fordi I har været søde og hjælpsom med mig, og jeg vil aldrig glemme jer. Nu jeg har TO familier, TO klasser, dobbelt så meget venner og TO sproge. Jeg kommer tilbage SNART, måske ikke så snart, men jeg kommer tilbage.